Sørens guide til de 5 grundsmage

Følger du opskrifter slavisk, men vil gerne kunne improvisere noget mere i køkkenet? Så skal du have styr på de 5 grundsmage!

Jeg har sammensat denne nemme guide med de vigtigste tips om de 5 grundsmage - hvordan du bruger dem, og hvordan de påvirker hinanden.

Så du bliver en haj til at jonglere med smagene! Skal vi kaste os ud i det?

Salt

Lad os starte med en nem smag: salt! At skabe salt smag i maden, virker jo ret lige ud ad landevejen… Du tilføjer jo bare salt :-)

Men faktisk er der lidt mere i det end som så. For der findes faktisk hele 3 forskellige slags salte: havsalt, vakumsalt og stensalt. De tre typer har forskellig konsistens, hvilket indirekte gør noget ved smagsoplevelsen. 

Herudover så er der faktisk også mange andre måder, du kan skabe salt smag end bare ved at drysse salt på maden. Du kan fx bruge kapers, soja, grøntsagsbouillon eller vegansk ost.    Tip! Den salte smag kan bruges til at dæmpe sur smag. Så har din ret fået lige en tand for meget syrlighed, så brug lidt ekstra salt for at balancere det.

Sødme

Der er mange forskellige måder, du kan give din mad søde smagstoner på. Du kan fx bruge sukker, honning, sirup, kokosmælk eller juice. Eller du kan tilføje marmelade eller frugt.

Laver du en wokret kan du altså fx bruge kokosmælk og tilføje lidt appelsin for at give retten sødme. Og laver du en råkost kan du lege med at tilføje revet æble og tranebær i.

Sidst men ikke mindst, kan den måde, du tilbereder maden på, også give sødme. Mange grøntsager bliver nemlig søde i smagen, når de bliver stegt eller bagt. Det kender du for eksempel fra løg, som bliver dejligt søde, når de steges eller bages. 

Tip! Er din ret blevet for syrlig eller bitter, så tilføj lidt mere sødme for at justere smagen.

Syrlighed

Din ret skal også have et hint af syrlighed for at smage rigtig lækkert.

Det får du fx fra eddike, syrnede mælkeprodukter, citrusfrugter og også fra visse bær og frugter.

Du kan fx bruge rabarber, hindbær, ribs, solbær og stikkelsbær for at opnå syrlighed i maden. Mange æblesorter har også en sur smag. 

Tip! Syrlige ingredienser afbalancerer fedme, sødme og umami. Smager din ret for sødt eller har fået for meget fedme eller umami? Så justér med lidt syrlige ingredienser.

Bitterhed

De bitre smagsnuancer er super vigtige for at skabe en oplevelse af fyldighed i maden og for at give lidt kant og kontrast.

Men den bitre smag er nok den sværeste at arbejde med. Den skal styres meget præcist - for tilføjer du for meget, får maden en ubehagelig smag. 

Du finder bitre smagstoner i mange grønne grøntsager og kåltyper. Og også i grape, kaffe, kakao, øl, vin, karamel, nødder og visse krydderurter. 

Tip! Bitterhed giver modvægt til salt, sødme og fedme. Bonner maden lidt for meget ud på en af de parametre, kan du justere ved at tilføje lidt mere bitterhed. 

Umami

Umami er ekstremt vigtig for, at du oplever en ret som tilfredsstillende og mættende. Du får blandt andet umami ved at krydre maden godt, så den får dybe, afrundede smagsdimensioner.

Herudover finder du også umami i specifikke råvarer, såsom: tang, miso, almindelig/vegansk ost, soja, tofu, harissa, gærflager, saltede citroner og andre fermenterede grøntsager/frugter.

Du får også umami fra meget proteinholdige grøntsager, såsom bønner, linser, ærter, broccoli, grønkål, tomater, soltørrede tomater, svampe og valnødder. 

Tip! Umamismag forstærkes af salt og afbalanceres af syrlighed. Mangler der umami i din mad, kan du altså tilføje lidt mere salt. Er der for meget umami, så tilføj  lidt mere syre.

Så kort sagt…

Hvis du sammensætter et måltid, der balancerer mellem de 5 grundsmage - ja så har du kreeret et superlækkert måltid, der bliver et stensikkert hit!

Vi håber, du vil have det rigtig sjovt med at lege med de forskellige smage - og at du får lavet en masse skøn mad! 💚

Har du nogle spørgsmål om grundsmagene eller generelt om det grønne køkken, så hiv bare fat i os - du kan skrive dit spørgsmål ved at svare på denne mail 😊

Rigtig god fornøjelse i det grønne køkken!

Søren Hedegaard, Grundlægger af