6 eksperttips til at få ungerne til at spise mere grønt 🌱
Vil du vildt gerne indføre kødfrie dage eller måske spise helt vegetarisk/vegansk - men har svært ved at få ungerne med på idéen?
Fortvivl ikke! Det behøver ikke at være en tung og svær kamp.
Jeg har nemlig samlet eksperternes 6 bedste tips til, hvordan du får hele familien til at blive helt vilde med at spise grønt. Se med her!
1. Taste is king!
Smag, smag og smag. Helt overordnet er der ingen tvivl om, at det absolut bedste, du kan gøre, for at få dine børn til at elske grøn mad, er at få maden til at smage fantastisk.
At servere måltider, der bare bugner af velsmag. Hvor det ikke føles som om “der mangler noget”. At spise skal være en fornøjelse.
2. Start med livretterne
Det kan herudover være en stor fordel at begynde med retter og ingredienser, du i forvejen ved, at dine børn er vilde med - nu bare i plantebaserede versioner. For ofte kan man altså slet ikke smage forskel!
Det kan fx være kendte “børneretter”, såsom vegetarisk/vegansk pasta bolognese, en margarita pizza, nuggets af kikærter, vegansk burger med pommes fritter eller lignende. Ting, der kan dyppes i ketchup er ofte i høj kurs 😊
3. Tag børnene med i køkkenet
Noget der generelt kan være med til at gøre børn mindre kræsne og mere åbne over for ny mad, er hvis de selv har været med til at lave maden.
Prøv derfor så vidt muligt at få børnene med ud i køkkenet, når du laver mad. Og giv dem nogle småopgaver, de er i stand til at løse. Lad dem evt. vælge den ret, I skal lave i en grøn udgave.
På den måde får de ejerskab over maden. Og de bliver derfor selvsagt også meget mere nysgerrige og dedikerede til at smage den lækre mad, når de selv har været med til at kreere den.
4. Gør maden sjov
En anden måde at lokke flere grøntsager i ungerne på er at skære maden ud.
Du kan skære dine friske grøntsager ud i mundrette både, som nemt kan hapses. Eller du kan tage det skridtet videre og bruge små kageudstikkere, så de fx får form som hjerter eller stjerner.
Du kan, i øvrigt, bruge idéen med kageustikkerne til al din faste mad. For altså, hvem kan sige nej til et hjerteformet stykke grøntsagslasagne eller stjerneformede squashfrikadeller? Det er så godt som umuligt! 💚
En anden måde at gøre maden sjov er, når den kan dyppes i noget. Så har børnene nemlig en mulighed for at interagere med maden.
Og du kan fremhæve dette legende aspekt ved fx at give børnene deres egen lille miniskål med sovs/dip, som de kan dyppe maden i. At de selv har mulighed for at ‘lege’ med maden, er igen noget, der giver børnene en følelse af ejerskab.
5. Tal med børnene om smagen
Det er også et kæmpe plus at tale med børnene om smag. Hvilke grøntsager kan de fx bedst lide og hvorfor? Og hvilke grøntsager kan du bedst lide, og hvorfor?
Vis interesse for deres smagsoplevelser, og vis at mad er et område, der er spændende at udforske og tale om.
For en af de mest effektive metoder til at lokke flere grøntsager i børnene, er at de ser din egen kærlighed til og passion for grøn mad. Lad dog endelig være med at presse på, da det kan have den absolut modsatte effekt.
6. Grøn mad kan mindske bekymring
Har du et større børn, som går rundt og er lidt bekymret for klimaet? (som mange børn jo i dag er!). Og føler dit barn måske en vis magtesløshed ift. at kunne gøre noget ved problemerne?
Så husk, at grøn kost faktisk også kan bruges som et rigtig godt værktøj til at mindske disse negative følelser.
For at spise mere grønt, er nemlig noget helt konkret, dit barn selv aktivt kan gøre - som gør en stor forskel for verden. Og det at kunne handle selv, er en rigtig god måde at mindske bekymringer på.
Så gør den positive klimaeffekt til en del af fortællingen om, hvorfor I spiser helt eller delvist plantebaseret. Så bliver klimaet nemlig noget, I sammen arbejder positivt for ved at spise dejlig mad - og ikke en negativ fortælling, som ingen kan gøre noget ved.
Har du gode tips?
Har du andre gode tips til at få børn til at spise mere grønt? Så send os en mail på [email protected]
Vi hører meget gerne fra dig!
God fornøjelse i det grønne køkken! 💚
Annamaria.